UNF Biotech Camp 2017

Den bedste uge i din sommerferie!

Dagbog - Mandag

- af Nicolai Vanggaard Bærentsen d. 27. juli 2017

Kære dagbog

I dag er vores tredje dag på den super seje Biotechcamp, hvor Olsenbanden kom og vækkede os, fordi deres kufferter var forsvundet. Vi kastede os ud af sengen og greb lige et stykke overtøj. Vi fik af vide at vi skulle lede efter kufferterne på fodboldbanen. Græsset var vådt men det var ingen forhindring for os. Vi løb og gled og sammen fandt vi dem, og endelig fik vi lov til at få vores morgenmad. Derefter fik vi de sædvanlige beskeder fra Morten inden vi tog til forelæsning, som var om cancer. Vi havde aldrig troet at cancer kunne være så spændende at høre om, når det eneste den gør er at dræbe mennesker.

Lisa og Lasse fangede vores opmærksomhed med deres fantastiske foredrag, vi var så optaget med at høre efter, at vi glemte at blinke med øjnene. Vi fik en pause på 5 minutter og derefter introducerede de os til forsøget, som vi skulle lave i vores gruppe i lab. Under forsøget, havde vi nogle ventetider på 30 minutter, og dem skulle vi bruge på at være sociale. Nogle brugte tiden til at dræbe folk i morderlegen. Mange var paniske for at blive dræbt. Man var bange for at være alene, så man gik i grupper hele tiden. Ved frokost tiden havde det bedste køkken lavet frokost til os. Så fik vi tanket vores mave op og vi var klar igen til at køre i lab. I lab arbejde vi med cancer celler, og vi fik observeret levende cancer celler under mikroskop.

Efter aftensmaden blev vi opdelt i grupper, hvor vi skulle ud til nogle forhindringer, fordi koordinatorerne havde gemt Olsenbandens kuffert, så vi skulle ude for at finde nogle ingredienser til at lave lagkage, så vi kunne bestikke dem. Forhindringerne var nogle poster, og der skulle vi løse forskellige opgaver og bl.a. skulle hvert hold lave deres eget kampråb. Hvis ens hold ikke løste opgaven godt nok, fik man dårlige ingredienser. Det gjaldt om at arbejde sammen som et hold, fx skulle vi transportere en polo med tandstik i munden. Da vi fik opgaven at vide, fik vi nærmest et hjertestop fordi man skulle meget tæt på hinanden. Men da ens holdkammerater var med på den, var det alligevel ikke så grænseoverskridende som vi troede. Det gjorde at vi kom tættere på hinanden som gruppe. Adrenalinen pumpede i kroppen når holdet havde løst en opgave godt. Vi heppede på hinanden gennem forhindringerne og man følte sig ikke alene eller dårlig. Det sjoveste ved hele forløbet var at skulle lave kagen til sidst til koordinatorerne, fordi det var nogle vilde ingredienser, som ikke hørte til i en lagkage. Det bedste var deres ansigtsudtryk! Man kunne nærmest føle deres ubehag. Vi grinede men var også trætte. Endelig kom vi i seng. Vi var så trætte at vi ikke kunne høre Nikita snorke.